En af medieforskningens klassikere – læs den her
Hvis man vil forstå, hvorfor og hvordan alle kommunikations- og medietyper er sociale, bør man kaste sig over Bernard Berelsons klassiker ”What ’missing the newspaper’ Means” fra 1949. Den er 14 sider lang. Og en af mine favoritter. Læs den her. Eller læs mit lille referat af teksten – og dens betydning inden for medie- og kommunikationsforskningen:
Sidst på eftermiddagen den 30. juni 1945 nedlagde samtlige avisbude ved New York Citys otte førende dagblade arbejdet og gik i strejke. Mens Stillehavskrigen endnu rasede og godt 12 millioner amerikanere var i uniform, måtte indbyggerne i verdens største by pludselig undvære deres faste daglige avis. Det værst tænkelige tidspunkt at være berøvet sit primære nyhedsmedie på.
For analyseinstitutterne på Manhattan og socialforskerne på byens universiteter kunne situationen imidlertid ikke være meget bedre. De havde fået et virkeligt sociologisk eksperiment forærende – og kunne uden yderligere anstrengelse give sig i kast med at undersøge, hvad de 7,5 million newyorkere gjorde, hvad de tænkte, hvad de følte og hvad de savnede i de 17 lange dage, avisbudenes strejke varede. Adskillige kvantitative spørgeundersøgelser blev gennemført. Konklusionerne var både klare og indlysende: Newyorkerne savnede deres avis intenst – næsten neurotisk – og først og fremmest dens daglige nyheder, fra byen, fra den nationale arena og fra krigen.
En gruppe socialforskere ved Columbia Universitys Bureau of Applied Social Research lod sig dog ikke nøje med de umiddelbare svar, der kunne frembringes via kvantitative metoder. Med den 33-årige adfærdsforsker Bernard Berelson i spidsen gennemførte de i strejkens første uge dybtgående kvalitative interviews med 60 newyorkere. De ville undersøge, hvad der lå bag og under indbyggernes tilkendegivelser af, at de savnede deres aviser.
Undersøgelsen, der blev afrapporteret i Berelsons artikel ”What ’Missing the Newspaper’ Means” i 1949, skulle vise sig at få paradigmatisk betydning for amerikansk medieforskning. Den beskrev nemlig, at det ikke så meget var selve avisens klassiske indhold – nyhederne – newyorkerne savnede så voldsomt, at de følte sig ”fuldstændig fortabte” eller som ”fisk uden vand”, som to af respondenterne formulerede det. De savnede avisen af mange – og mange forskellige – grunde: De savnede den som praktisk redskab i hverdagen: Radioprogrammer, biografannoncer, rubrikannoncer, navnestof, dødsannoncer, madopskrifter og vejrudsigten. De savnede avisen som afslapning og flugt fra hverdagens øvrige gøremål: Tegneserierne, menneskehistorierne og det lette underholdningsstof. De savnede avisen som et middel til at opnå social anerkendelse: Avisen leverede ”konversationsværdi” – det vil sige emner og sager, som kunne bruges til at fremstå oplyst og dannet over for andre mennesker. De savnede den sociale kontakt og identitet, dagbladet leverede i kraft af klummer, kommentarer og personlige historier. Og endelig savnede respondenterne selve aktiviteten at læse.
Dagbladet tjente således ifølge Berelson mange formål. Nogle af dem knyttet til det redaktionelle indhold, andre af dem slet ikke. Praktiske, sociale, intellektuelle, rituelle formål. Dagbladet var et multifunktionelt medie for sine læsere.
